September som en begyndelse

September 19, 2015

Mine børn er efterårsbørn. Septemberbørn. Jeg er septemberbarn. Den måned står mit hjerte meget nært. Den friske efterårsvind, og den nyfaldne regn dufter af mine nyfødte piger, og vækker de ubeskrivelige dage til live igen. I september blev jeg mor.

 

Den første tid efter Olivia, min ældste, blev født, trillede mange, MANGE, tårer ned af mine kinder. Jeg kan næsten få tårer i øjnene, blot af at tænke på det. Det frustrerende ved de tårer var dengang, at jeg ikke vidste, hvorfor de trillede. Jeg var overvældet. Det kan jeg godt se nu. Det hele var bare overvældende. Jeg var klar til at blive mor, vi var klar til at blive forældre. Det var ikke dét. Jeg var klar til, at jeg måtte lægge egne behov til side. Det var helt naturligt for mig, at hun nu er nummer ét. I alting. Jeg tror, det var følelserne, jeg ikke var forberedt på. Hvordan kunne jeg være det. Hvordan kan nogen?

 

For mig var tiden en skrøbelig størrelse, og det er den stadig. Den er ukontrollerbar, selvfølgelig. Og for mig, som altid har haft brug for at have en vis kontrol, har det været svært at opleve, at tiden nu går dobbelt så hurtigt. For dét gør den med et barn. Det gør den med to børn. Jeg havde brug for, at min baby ikke voksede, at hun ikke skulle blive stor. At hun ikke skulle væk fra mine arme, og duften af hendes varme hud forsvandt et uvist sted hen. Jeg fokuserede enormt meget på tid, og især på den tid, hun bare brugte på at vokse, og på at vokse fra mig. Og selvom nogle barselsdage var lange, hvor min mand kom sent hjem fra arbejde, så kunne jeg alligevel se tilbage, og se dagene forsvinde i horisonten. 


Jeg talte hendes små tæer, og hendes små fingre. Om og om igen. Nev i hendes korte, tykke lår, for hvordan kunne jeg lade være? Jeg vuggede hende i søvn i mine arme, og lod hende ligge sovende på mit bryst natten igennem. Jeg blev så træt af at sove så dårligt om natten, halvt siddende oprejst, for at holde hende i søvnen. Men mit hjerte og min kaffekop var absolut fyldt. 

 

Det er kvælende fornemmelse ikke at kunne acceptere, at tiden går. Ligemeget, hvor skidt jeg havde det, så stoppede den jo aldrig og ventede på mig. Den lod mig aldrig få vejret. Og Olivia voksede, og voksede. Og så kom september igen. Med den fulgte vuggestuestart, og en ny hverdag. En ny begyndelse. Tiden tog os med. Den første tid, skreg min krop, ved tanken om, at jeg skulle aflevere mit barn til fremmede. Men de fremmede blev med tiden velkendte ansigter, som jeg stolede på. Og som Olivia holdt meget af. 

 

Og som tiden gik, opdagede jeg jo også, at Olivia aldrig voksede fra mig. Jeg har oplevet hendes første ord, hendes første små skridt, hendes første fødselsdag. Jeg har oplevet hendes andet ord, og hendes mange skridt og hendes anden fødselsdag. Og om lidt hendes tredje. Hun vokser hos mig. Og jeg tæller hendes små tæer om fingre, om og om igen. Nu siger hun ting som "Åh mor, jeg elsker dig" og kaster sig om halsen på mig, og efterlader mig åndeløs. Eller "det er kun dig og mig, mor, der må være inde i min hule", og jeg sværger, jeg lå under dynen med hende en torsdag formiddag, med tårer i øjnene, og måtte skjule, hvor overvældende hendes lille, uskyldige kærlighedserklæring var. 

 

Jeg blev gravid igen ved juletid, og fik samme terminsdato, som med Olivia. Den 20. september. Min fødselsdag. Under min graviditet med Elinor, gjorde jeg mig mange tanker om, hvordan vores hverdag skulle indrettes for eftertiden. Hvordan, vi skulle skabe mere plads, og tid til de små.

Men med baby nummer to, havde jeg ikke lyst til, at den form for ængstelighed, eller angst, for tiden skulle fylde. Mit fokus lå på nuet. Og jeg har forsøgt at holde fast i nuet lige siden.
 

Nu er september er kommet igen. Efterårsvinden og den nyfaldne regn dufter stadig af mine piger. 

 

 

 

 

 

Please reload

I'm Maria Franck. I work as freelance copywriter and as a self-taught photographer. I have a deep love for still life, pretty things and my little family. A love for design, pretty little things, kids clothings and aesthetics.


On this page I collect my work, my memories and pretty things I stumble upon 

I'm a mother of two little, stubborn girls. For me, writing and photography go hand in hand with parenthood. It's all about documenting the little things in life. Keeping memories of their childhood close

  • Grey Pinterest Icon
  • Grey Instagram Icon

Hi There