Morgener

Det er som om, efteråret har lagt en tung dyne over os. Det er en tyngende træthed, der hviler i vores kroppe for tiden. Præget af mørket og regnen udenfor, og vores lille søvnrøver, der for tiden ynder at vågne op igen og igen, nat efter nat. Vores søvn er usammenhængende, og vores morgener starter omgivet af mørket. De små, stædige piv fra børneværelset, er ikke til at tage fejl af. Hun kalder. Hun ved ikke helt selv, hvad vi skal gøre for hende, og vi gætter på en sutteflaske med vand, en ren ble, en bamse, en anden sut, en lille sang, en omfavnelse. Og vi får hende ind i søvnen igen via denne gætteleg, der kan tage minutter og minutter. For blot at blive vækket af samme stædige, lille stemme få øjeblikke senere. Søvndrukne lister vi rundt i lejligeheden om natten, og lader os falde tungt ned i vores dyner, når den lille sover igen. Klokken 4.45 er der intet håb tilbage, og vi triller ud af sengen, og tager tunge skridt ind til tremmesengen, for at møde hendes store, glade smil i mørket, mens hun holder fast på sengekanten, og hopper op og ned i glæde. Vi løfter hende op, og lægger hende ind mellem os i vores seng, i et desperat håb om at kunne få blot et par minutter mere i søvnen. Der ligger legetøj og bøger klar til hende. Hun slår mig i hovedet med en rangle, og kravler over mig, så hun er ved at falde ud over sengekanten. Jeg sætter hende igen i midten af os. Hun stritter med sin pegefinger mod blomsten i vindueskarmen. "Den der" siger hun bestemt. "Dén der". Jeg kigger søvndrukkent på hende. "Det kan man ikke Eli, det duer ikke". Hun lægger den lille, tykke hånd på sit lår. Så klapper hun mig på hovedet, "ae ae", siger hun. Og så stritter hun med den lille pegefinger igen, og siger "den der" og peger på mit smykkeskrin. "Nej Eli, det er mors." Så kravler hun ned i fodenden, og ud af vores seng og ind i stuen. Én af os bliver nødt til at rejse os. Der skal koges vand til grød, og til kaffe. Så det gør vi, en af os. Vi sætter Eli på køkkenbordet ved siden af os. Så kigger hun. Peger på en kniv, eller det kogende vand, eller det tændte stearinlys, og siger "den der". "Nej, skat. Den gør av". Vi har altid blåbær i vores køleskab. Eli får en håndfuld hver morgen. "Så gik der tid med det", synger vi, og brygger kaffe, og tørrer blåbær af de små hænder og af skabene. Morgenen begynder at lysne lidt, hele lejligheden dufter af kaffe. Og af kanelen, som vi putter i havregrøden. Vi taler om, hvad vi skal bebrejde. Kindtænder? Det lille, brækkede ben? Morsyge? Søvnløsheden sidder i vores kroppe. Vi prøver at ryste den af os. Planlægger en tur til Hawaii i 4 måneder uden børn. Griner lidt af de søvnløse nætter, og af vores plan, selvom jeg ligeså godt kunne græde af træthed. I stedet for Hawaii, må vi hellere få slået græsset i vores kolonihave. Vi burde også gøre rent. Og få vasket det tøj. Vi har lavet en ekstra kop kaffe. Det gør vi altid. To kopper til hver, på sådan en morgen. Og så aftaler vi to dage til Paris uden børn. Det er også billigere end Hawaii.