oh baby

October 31, 2015

Og sådan var det. Mit lille efterårsbarn sovende i mine arme, helt ny i verden. Hun slumrede efteråret væk, og lagde ikke mærke til, at farverne skiftede omkring os. Fra det grønne til de røde, gule og brune farver. Hun er født i i den smukkeste årstid.

 

Hun kom stædigt til verden, ligesom sin søster. Men hun skulle vise sig at være den nemmeste og mildeste baby, der sov i timer og timer mens emhætten kørte (ja, det er et trick, babymamas. Skriv det ned!). Hun gjorde det meget nemt at blive mor til to. De ekstremt overvældende følelser, jeg oplevede efter min første fødsel, havde jeg længe frygtet. Jeg var bange for, at jeg ville knække midt over, hvis jeg skulle igennem samme emotionelle rutchebane igen. Men Elinor var et roligt barn, og jeg er sikker på, at jeg også var, og er, en langt roligere mor. Takket være Olivia, der har lært mig så meget. Sådan tænker jeg, det er at være mor. Det er en evig proces, og man lærer først og fremmest af sig selv, og sine børn. 

Åh jo, vi havde hårde nætter med Elinor også, selvfølgelig. Men de var færre. Eller også var vi bare mere rolige og accepterende omkring det, så de ikke føltes så tunge. 

 

Med Elinor lærte jeg absolut, at det på ingen måde nyttede, at fokusere på, hvor hurtigt tiden gik. For hun var hurtigere end noget tidsbegreb. Hun var ikke mange uger, før hun trillede fra mave til ryg, og den anden vej rundt. Hun holdt sit hovede så flot, og ikke engang et halvt år gammel, kunne hun sidde. Og så begyndte hun at kravle, og stå og gå inden sommeren gik på hæld. 

 

Og jeg kunne kigge tilbage på min barsel med Elinor, og se "barnets bog" stå nærmest uåbnet på hylden, med blot få ord i. Fordi, jeg havde bestemt, at jeg ville være mere i øjeblikket med min baby, denne gang. Og jeg havde bestemt, at jeg ikke ville bruge min barsel på, at klinge mig fast til et nu, der var forbi det næste sekund. Men bestemt også, fordi det gik så stærkt, og pludselig blev stille amninger, med en sovende klump i favnen, erstattet med at løbe rundt efter en baby, der kunne så meget, men havde forstand på så lidt. Hvad hun ikke væltede, eller stak fingrene i, eller hev i. Den stædighed, hun kom til verden med, genfandt hun hurtigt. Og siden hun var 6 måneder, har intet stået stille. Hun er over alt, i alt, på alt. Hun kravler op og falder ned, og kravler op igen. Hun siger bestemt "nej" og "nej nej nej" og "ah ah ah", og jeg tænker, det er fordi, det er de ord hun har hørt allermest, når vi har forsøgt at forhindre hende i at klatre op på bordet, eller hive lamper ned. Hun siger hej til alle på sin vej, og kan dyrelydene for elefanten, koen, hunden, katten og fuglen. Hun kan sige "tak for mad", og "Olivia", og et meget bestemt "dén der". Hun brækkede sit ben en måned efter, hun havde lært at gå. Det forhindrede hende ikke i at klatre op til 2. sal i vores opgang. Og efter halvanden uge, havde hun lært sig selv at gå med skinnen. Det går så stærkt, og jeg er så stolt, at mit morhjerte flyder over. Hun er sjov at opleve. Hun er sjov at være mor til. Og jeg vil ikke lyve, det er hårdt at være Elinors mor. 

 

Elinor, der kalder "baaar", når jeg står i køkkenet, og laver mad. Når hun ikke kan finde mig, kalder hun "baaar". Det er helt tydeligt, hun siger far. Men, det betyder ligeså meget mor. Jeg elsker, at vi er en enhed for hende. 

Det er når, hun ved jeg har travlt, og hun stædigt klamrer sig til mine ben, indtil jeg løfter hende op på min arm. Det er når hun tvinger mig til at stoppe op i al min travlhed. Det er når jeg er mest presset, og så overvældet af hverdag. Af rod. Af arbejde. Af planlægning. Af at være mor. Så kræver hun mig aller mest. Jeg synes, hun er dygtig. Hun læser mig. Hun forlanger mig, lige præcis som en baby skal forlange sin mor.

 

I hemmelighed, kan jeg blive ret irriteret over hendes beslutsomhed, hendes stædighed. For den er ikke til at sige imod. Og hun er så insisterende, og kan skrige så højt, at det næsten kan være uudholdeligt, ikke at imødekomme hendes lille, krævende person.

 

I hemmelighed elsker jeg, når hun kræver mig. Når hun fra sin fars arme rækker ud efter mig, med et lille skrig, som ikke er til at modsige, så jeg må tage imod hende. Jeg elsker det, fordi alting går så hurtigt med Elinor. Hun har ikke tid til omfavnelser, og kys og kram. Hun har ikke tid til at betragte, og stå stille. Eller til at ligge i armene på sin mor. Ind i mellem, så savner jeg hende, selvom jeg er i samme rum som hende. Jeg savner hende, mens jeg omfavner hende. 

 

I dag stod jeg med hendes lille, tykke hånd i min. Med min pegefinger omklamret af hendes små fingre. Et fast greb, mens hun stirrede på omgivelserne. De tusinder af visne blade, der lå omkring os, helt uspolerede, som nyfaldet sne. Hun holder ikke mange pauser, min Elinor. Hun er ikke en betragter, hun er en oplever. Og det undrede mig først, at hun ikke kastede sig ud i bunkerne af blade.  Men, jeg blev så glad for, at efteråret kunne overvælde hende. Og for at jeg kunne holde hendes lille hånd i min, inden hun tog sig mod til.

 

 

 

 

Please reload

I'm Maria Franck. I work as freelance copywriter and as a self-taught photographer. I have a deep love for still life, pretty things and my little family. A love for design, pretty little things, kids clothings and aesthetics.


On this page I collect my work, my memories and pretty things I stumble upon 

I'm a mother of two little, stubborn girls. For me, writing and photography go hand in hand with parenthood. It's all about documenting the little things in life. Keeping memories of their childhood close

  • Grey Pinterest Icon
  • Grey Instagram Icon

Hi There