We wish you a merry christmas

December 23, 2015

De sidste par dage har vi været omgivet af familie. Vi bor hos min mormor og morfar på deres gård. Pigerne elsker det. Her er kaffe og morgenmad, i den rækkefølge, klokken 8.30. Og der kaffe igen klokken 10.30. Klokken 12.00 er der frokost, og klokken 15.30, er der eftermiddagskaffe og kage. Og så skal køerne fodres klokken. 16. Klokken 18.00 er der aftensmad, og det er altid, altid kartofler med sovs. Vi ved aldrig, hvor mange, vi er om bordet ved måltiderne, eller ved kaffen. Her kommer og går folk hele dagen, min mor, min bror, mine onkler, mine tanter, mine fætre og kusiner, naboer, venner og bekendte. Vi siger hverken "hej" eller "farvel", for vi ses alligevel om lidt igen, eller i morgen. Og sådan er det.

 

Mine døtre nyder opmærksomheden, de ligefrem bader sig i den. Oli kan selv skrælle sin klementin, hvilket høster stor ros, og hun kan synge "Jinglebells" (eller hun kan synge "tinkelbæls, tinkelbæls, tinkel allawaaaaaiiis"). Og når hun synger den, så rejser Eli sig op og danser. Så Olivia bliver bedt om at synge "Jinglebells" mange gange dagligt. 

 

Om sommeren sælger min mormor og morfar jordbær fra deres køkkenhave, året rundt sælger de æg fra egne høns, og i december, sælger de juletræer fra deres lille juletræsmark. Til børnene, der er med for at udvælge et juletræ, har min morfar en æske matadormix. De må få to stykker slik. Men Olivia har snart tømt æsken, så nu har min morfar gemt den under et klæde. 

 

Overalt er her nisser og julegran. Oppe og nede, og ude og inde. I staldlåger, sidder der nisser, og i min mormors køkken, som er familiens samlingspunkt, har jeg talt 21 nisser. Fire af dem hænger i fjedre fra loftet, til stor underholdning for vores piger, og til stor irritation for de voksne, som bander min mormors mange nisser væk. 

 

Eli kravler på trapper, og på stole, og på borde, som hun plejer, men i huset er der altid en forbipasserende, der lige kan løfte hende ned på gulvet igen. Vi nyder de mange hænder, og min store families begejstring for at se pigerne, som de kun ser med ugers mellemrum, fordi vi bor i Aarhus, og min familie bor på Sjælland. 

 

Den 23. december, skal vi finde det træ, der skal ind i stuen og pyntes. Min mormor inspicerer træerne i den lille jueltræsskov, og diskuterer frem og tilbage med min morfar, hvilket det skal være. De er aldrig enige, og det bliver altid det træ, min mormor synes. Og hvert år, når det kommer ind i stuen, så ærgrer hun sig, når hun ser træet an fra alle vinkler. Der er for langt mellem grenene, det er skævt, og det er altid lidt for højt. Så min morfar retter træet lidt til, skærer noget af toppen, mens han mumler sit brok over, at de ikke valgte hans træ.

 

Træet bliver pyntet med nyere julepynt, der er ikke meget gammelt og nostalgisk i mellem. For min mormor elsker pynt og glimmer, og at dekorere med noget nyt hvert år.  Ligesom, hun elsker at få permanentet sit hår, similisten på sit tøj, pink negle og rød læbestift, og at købe Se&Hør i smug, og gemme det i midten af Familie Journalen. Og min morfar opdager aldrig, at hun er gået amok i Bilkas julepynt, og i makeup-afdelingen. 

 

Siden jeg var et år gammel, har jeg været med min morfar i kirke på juledag, men for et par år siden, proklamerede han, at han var for gammel til at stå op i den propfyldte kirke. Så traditionen blev lagt på hylden, og jeg tænker tit på, og værdsætter, de mange år han fulgte mig i kirke, for at synge julen ind. Det er et af mine bedste barndomsminder. I år har Jacob og jeg besluttet, at vi vil tage vores piger med i kirke, og synge julen ind. Jeg glæder mig til at tage min lille familie med til den kirke, hvor jeg så mange juledage har siddet ved siden af min morfar, og sunget julens salmer. 

 

Min mormor begynder sin madlaving til juelaften tidligt på dagen. Vi skal både have ande- og flæskesteg. Ænderne har min morfar, mine onkler og fætre selv skudt på jagt i marken, og kartoflerne er fra min mormors køkkenhave. Duften fra maden fylder huset, som dagen skrider frem, og gæsterne ankommer løbende hele dagen. I år bliver vi 25 mennesker omkring langbordet i min mormor og morfars stue.

 

Der er nærmest ikke to, der sidder ned og spiser på samme tid. Kartofler, sovseskåle, fade med ande- og flæskesteg og rødkål rækkes over bordet, til siden og tilbage igen. Kvinderne i familien står på spring for at fylde de pludseligt tomme skåle og fade op igen, og sidder aldrig rigtig ned og spiser. Ind i mellem, så mangler vi en siddeplads eller to, fordi de, som har dækket bordet har talt forkert. Så må vi skiftes til at spise, og passe de små, imens min mormors drøm af en julemiddag nydes i høj fart. Og man skulle tro, at der var en masse larm og summende stemmer, mens vi "sidder" der omkring bordet. Men under maden, er der ikke mange der taler. For min mormors julemad er lykken og den nydes i stilhed. 

 

Jeg synes julen er fantastisk her. Her er så mange mennesker, og en fantastisk dynamik. Der bliver diskuteret hen over bordet efter den store middag, og vi trykker altid på hinandens ømme punkter, i kærligt dril. Vi er en stor familie, og sådanne sammenkomster, står i kontrast til vores eget liv i Aarhus, hvor vi nærmest kun er os fire. Jeg synes, det er helt speciel. Vores døtre elsker at være her, hvor der altid er liv, og det får mig til at drømme om selv at skabe en stor familie. 

 

Og så elsker jeg at være hos min mormor og morfar. Det har jeg alle dage gjort, og jeg har set dem næsten dagligt gennem hele min opvækst. De og deres hjem, er mit andet hjem. 

Her går ingen sultne i seng, og ingen taler for døve ører. Her bliver talt om stort og småt, og intet bliver taget for højtideligt. Her bliver ingen glemt, og ingen bliver forsømt. Man kan altid tage et ekstra stykke kage, eller putte sukker i sin kaffe, uden at nogen kigger skævt. Her dufter altid af kaffe, her er højt til loftet, og her er altid en ledig favn til mine piger. Her er lykken lyden af små barneskridt, og det ypperste er at fremkalde barnelatter. Jeg kunne ikke ønske mig mere, på årets hyggeligste dag.

 

Jeg ønsker en rigtig glædelig jul til jer, og til jeres. Jeg håber I får de dejligste juledage med jeres familier og dem I holder mest af.

Tak fordi I læser med.

 

Kærlig hilsen, Maria. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Please reload

I'm Maria Franck. I work as freelance copywriter and as a self-taught photographer. I have a deep love for still life, pretty things and my little family. A love for design, pretty little things, kids clothings and aesthetics.


On this page I collect my work, my memories and pretty things I stumble upon 

I'm a mother of two little, stubborn girls. For me, writing and photography go hand in hand with parenthood. It's all about documenting the little things in life. Keeping memories of their childhood close

  • Grey Pinterest Icon
  • Grey Instagram Icon

Hi There