thank you for the little things

Tiden har igen indhentet mig, og om få dage, så er året omme. Jeg synes, der er noget magisk over nytåret. Ikke så meget fejringen, men det har altid fascineret mig, hvordan vi klokken 00.00 går ind i et nyt år. Og jeg kan aldrig lade være med at blive lidt nostalgisk.

Jeg har som sådan ikke nytårsfortsæt, men efter jeg blev gravid Eli, lovede jeg mig selv, at jeg ville værdsætte de små ting i hverdagen, langt højere. Sætte tempoet ned. Give slip. Finde det værdifulde i det nære, og fjerne det pres fra mig selv, som knækkede mig dengang, jeg blev mor til min Olivia. For mig har dette år virkelig handlet om at være tilstede, og ikke tænke på dagene, der er gået, hvor hurtigt de er gået, og hvad jeg har nået. Det har handlet om at snuse min lille baby helt ind, opleve og bemærke, hvordan hun har vokset. Uden at det skulle give mig ondt i maven, fordi jeg ikke kunne følge med. Det har handlet om at tage mig tiden til at opleve min engang toårige tumling, blive til et lille treårigt barn. Det har handlet om at opleve, og bemærke, alle de små ting, som gør livet så meget bedre, men som så let går ubemærket forbi.

Kender I det, at det kan gøre ondt i hjertet, når man kigger på sit barn? Jeg kan pludselig, i et lille øjeblik, kigge på Olivia og tænke "hvornår blev du så stor", hvad gjorde vi med den tid? Eller jeg kan stryge hende over håret, når hun ligger i sin seng, og pludselig se min baby igen, med de runde kinder og den beskedne hårpragt, og tænke "tænk, du stadig er så lille, og vi har haft dig så længe". Jeg kan få et stik i hjertet, når min travle Elinor, ligger sig i mine arme, og vi får øjenkontakt, der varer sekunder. Og, hvert sekund tænker jeg "du må ikke rejse dig, Eli, bliv liggende lidt endnu", og så går det op for mig, at jeg ikke har kigget i hendes øjne i dagevis, fordi hun virkelig har andet at lave end at ligge hos mig, og kigge ind i sin mors øjne.

Juledag, faldt Elinor i søvn i mine arme. Som jeg plejer, lagde jeg hende på sengen, da hun skulle have sit uldtøj på, inden luren i barnevognen. Jeg havde allerede sat kaffen over, og gjort klar til at nyde roen over middagstid, mens Elinor sov, og Olivia var sammen med sin mormor. Men mens jeg pakkede Elinor ind i det varme tøj, faldt hun i søvn. Juledagene må have slået hende ud. Jeg lagde hende ikke i barnevognen med det samme, jeg sad bare med hende i mine arme. Jeg kunne have siddet der for evigt. Jeg kender intet bedre, end de øjeblikke, hvor jeg har mine børn i mine arme. Og der er intet, der giver mig mere ro, end varmen og de små lyde fra mit sovende barn i min favn. Verden kunne falde sammen, og jeg ville ikke lægge mærke til det.

Mine børn har lært mig så meget. De har kastet en ro over mig. Jeg, der altid havde noget, jeg skulle nå, uden, at der var ret meget mening i det jeg stræbte efter. De har givet små øjeblikke så stor værdi. Og de har åbnet mine øjne for, hvad der er godt. Og især, hvad der er godt for mig. Og de har åbnet mine øjne for, at det mest værdifulde, kan findes i de mest simple og basale øjeblikke. De har lært mig at værdsætte min egen mor på en helt ny måde, og de har lært mig, at der ikke er tid, eller grund til, at tage alting for højtideligt, eller for nært. De har lært mig at værdsætte et varmt måltid, og de har lært mig, at ingen tager skade af at spise rosiner, der har ligget på gulvet. De har lært mig, hvor fantastisk det er, at se et lille menneske opleve og opdage og lære. Og engang, troede jeg, helt angst, at det hele ville stoppe i morgen. Men det har de lært mig, at det gør det heldigvis ikke.

Og jeg er dybt taknemmelig for, hvad de har lært mig. Ligesom jeg er taknemmelig for det, der i dagene der går, oftest bliver taget for givet. Det, som gør livet så meget bedre, men som så let går ubemærket forbi. Det kan være en tur nedad torvet på Ingerslev Boulevard, blandt spandevis af blomster, og friske grøntsager fra bondemanden. At give et sødt, rødt æble fra de danske æbletræer til mine piger, og dufte den frisklavede kaffe fra kaffeboden. Jeg er taknemmlig for min mor og udsigten til forår i Paris med min mand. For sommeren i vores kolonihave, og Olivia, når hun dagligt indtager 'scenen' med sang og dans. Og når Elinor forsøger at gøre hende kunsten efter. For Kaffe. Irma-kaffe. Serie-marathon i sengen med min mand. For, at min mormor og morfar solgte deres gamle bil til os, alt for billigt, så vi langt oftere kan besøge dem, og min familie på Sjælland.

Jeg er taknemmelig for de hemmelige, småbulende maver hos mine kære og nære. For, at Elinor stadig falder i søvn i mine arme. For Kaffe. Og for, at min mand lister på arbejde kl. 5 om morgenen, uden at spise morgenmad, fordi han er bange for at lydene vil vække pigerne, og afbryde min søvn. For Decemberlys. Og gamle venskaber, der genopstår, når vi alle bliver forældre. Olivia, der siger "mor, vi to er kærester. Også med far og Eli.". Elinors grin, når Olivia leger fangeleg med hende. Kaffe. Og Mascara. At bo i byen, på smukke Frederiksbjerg, med smukke palæbygninger og parker. For min bedste veninde, gudmoren til mine døtre, min yang, som jeg taler med 2-3-4-5-6-7 gange med om dagen. Og som lægger ører og arme til mine børn. Jeg er taknemmlig for venner, der kommer og laver middag i vores køkken, så vi kan være hjemme og putte pigerne i deres senge, og samtidig nyde en fantastisk middag i gode venners selskab. Og for det faktum, at mine døtre er uadskillelige, og at jeg altid finder dem i det samme rum, aldrig med afstand til hinanden. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fundet lykken lige her i vores hjem. Den lå lige mellem legetøjet og vasketøjet, og de dårlige dage, den gode mad, venners besøg, blandt de små ting og lunken kaffe, hos mine skønne unger, og hos min mand. Og jeg er så glad for, at jeg fandt den lige der, midt i det hele.

Godt nytår