out of balance

Endelig i dag, kan jeg mærke søndagen, og roen den har over sig. Januar har haft sit tag i mig, og har lagt en tung dyne over min lille familie. Arbejdsbyrden har været abnorm, og mit overskud har absolut ikke været. Nu ligger januardagene snart som en tåge bag os, og jeg er holdt op med at forsøge at skelne den ene dag fra den anden. De er en sammensmeltning af eksamener, arbejde, dårlig samvtittighed og alt det jeg ikke nåede. Januar slog benene væk under mig, og jeg har bevæget mig rundt, som gik jeg i vand til knæene. De små ting, jeg elsker, og som giver det hele lidt mere værdi, har ingen plads fundet, og mine prioriteter og tanker har været kaos. Vasketøjet var pludselig øverst på min liste. Måske fordi, det er så håndgribeligt et element. Det har taget mig dage og dage at finde tilbage til en balance, og søvnløse nætter, efterfulgt af tunge formiddage med overmandende søvnløshed. Jeg har haft en eller anden bevidsthed, eller dårlig samvittighed, over at skulle huske at nyde, uden at jeg nød noget som helst. At jeg havde fået afleveret mine eksamener, og afsluttet al mit freelancearbejde, skulle ende ud i to hele uger, uden planer, med tid, overskud og fridage fra vuggestue og børnehave. I stedet har jeg brugt tiden på at lede efter en glæde, et overskud, lede efter noget der ikke var tyngende træthed. Noget, hvor jeg ikke bad min treårige om at være stille, eller svarede med et "ikke lige nu", på urimelige tidspunkter. Noget, hvor jeg ikke satte mit etårige ned på gulvet i en bunke af legetøj, i stedet for at have hende siddende på mit skød. Der er ikke blevet danset, ikke så meget som vi plejer, der er ikke blevet nusset og puttet så meget som vi plejer. Vi har ikke gået ture, og vi har ikke været på legepladsen. Og hvis vi har, så har det været pigernes fars fortjeneste. Havregrøden er blevet serveret uden den store kærlighed, og foran det tændte TV, når jeg har været alene med pigerne på de mørke januarmorgener. Eftermiddagene er gået med Ipad, når han har været på arbejde, og jeg puttet pigerne i deres seng klokken 17.30, i et desperat håb på at finde roen, og mig selv igen i aftentimerne. For at gå i seng med dårlig samvittighed, når jeg alligevel ikke fandt roen i at være alene. Og for at vågne op til samme ubeskrivelige følelse dagen efter.

Sådan er de fleste dage i januar gået. Med hjertebanken og en klump i maven over ikke at kunne finde balancen. Over ikke helt at slå til, over ikke at kunne give særlig meget af mig selv, selv når der ikke har været meget at give. Det er hårdt at være mor på de præmisser, og det er en kamp, der er svær at kæmpe. Og dét ved jeg godt. Jeg kender mig selv, og jeg har haft det sådan før. Jeg ved også, det ikke er en kamp, der skal kæmpes. Men en kamp, der skal gives slip på. Jeg burde ikke bruge al min energi på at stritte imod, men i stedet acceptere, at der er perioder, hvor man bare ligger fladt. Jeg ved det godt. Og med to små døtre, kan det ind i mellem være svært at finde balancen, og jonglere det hele mellem at være mor, at være kæreste, at være studerende og selvstændig. Det er en erkendelse, som jeg er helt klar over, men den balancerer ikke med mit ambitionsniveau, og følelsen af at være en utilstrækkelig mor, kan til enhver tid slå bunden ud af mig.

Mere og mere af januar, lægger sig bag os. Vi har en lille febersyg pige her hjemme, og hun kræver min tilstedeværelse. Selvom, det ikke er rart, at hun er syg... Så føles den lille varme krop i mine arme, alligevel som det rareste i verden, og hun tvinger mig til bare at sidde stille. Vasketøjet må vente. Mine (mange) ubesvarede mails må vente. Og morgenerne er igen begyndt at starte tidligt igen her hjemme, og det er en glæde, når vi når på den anden side af klokken 5. Men de mørke morgener, med tændte stearinlys, og havregrød, der bliver lavet med lidt mere kærlighed end for blot få uger siden, omfavner mig mere og mere. Trætheden er knapt så overvældende, og sneen lyser hele byen op. Der er slukket for de syntetiske stemmer fra Ipad'en, og de er erstattet af Bon Iver og P1 i radioen. Tegnefilmen på TV'et er igen erstattet af farver og papir, og breve, der bliver "skrevet" og sendt til mormor og farmor. Søndag er lidt mere over os, end den har været det sidste lange stykke tid. Det nyvaskede sengetøj, kaffe i vores kolonihave, og at kunne sætte mig ned og skrive, uden at ordene skal tastes slavisk fra bogstav til bogstav, er ren terapi. Jeg har kysset mine piger igen og igen, og har nærstuderet deres lange øjenvipper, og den der lille delle under deres hals, som de begge stadig har. Åh, jeg kunne glo på dem for evigt. Der er friske blomster i vaserne igen, og mine elskede fotografier af mine elskede piger, der skaber minder og lykkelige tilbageblik, finder jeg igen en glæde i at tage.

Jeg havde så mange planer for januar, de er ligeså slørede som dagene, der ligger bag os. Og med dagene der går, i langt højere grad erstattet af glæde og overskud, tid til at dvæle over en varm kop kaffe, og tid til at glædes over de små strakte arme, der rækker ud efter mig.

Og en sidste ting... Fordi, jeg ved, at min mand kunne finde på at læse det her indlæg... Tak for dig, og for at gøre alting nemmere.