how motherhood changed me, part I : patience
Ind i mellem er det stadig en smule ubegribeligt for mig, hvor anderledes verden pludselig så ud, efter den morgen i september. Jeg var blevet mor, og den efterårsdag var absolut skelsættende for mig. På mange måder, så skelner jeg mellem tiden før jeg blev mor, og tiden efter jeg blev mor. Og når jeg skal være helt ærlig, så skelner jeg også mellem, hvem jeg var, eller hvordan jeg var, før jeg blev mor, og efter jeg blev mor. Med Olivia ændrede verden sig, og min opfattelse af kærlighed, af prioritering, af tålmodighed, af træthed, af tid, af ansvar ændrede sig på et øjeblik.
Da jeg lå på sofaen, højgravid, med Olivia i maven, 8 dage over tid, troede jeg virkelig, at min tålmodighed blev testet. Men lidt vidste jeg. For den virkelige prøvelse af min tålmodighed, den skulle stå blot få dage senere, eller nærmere få nætter senere, da jeg vandrede vores stuegulve tynde, med et grædende spædbarn i min favn, træt, frustreret, og uerfaren. Jeg tror aldrig, at jeg havde opdaget, hvor utålmodig jeg faktisk var, før jeg blev mor. De søvnløse nætter drev mig vanvittig, og kun med tiden forstod jeg, at det tog tid at vænne sig til det nye. De første uger som mor, testede min tålmodighed, som intet andet. Hun ville spise hos mig, hun ville sove hos mig, hun ville være ved mig i alle hendes vågne og sovende timer. Men med dagene, og nætterne, lærte jeg en ny form for tålmodighed, og jeg, og min krop, lærte at søvn var sekundært. Mine behov var sekundære. Olivias behov var det primære. For var hendes behov opfyldt, så var mine det også.
Jeg vidste godt, at alt ville ændre sig, når jeg blev mor. Og jeg vidste, at mine egne behov skulle skubbes til side. Jeg glædede mig, og jeg var så klar til at omprioritere hele min tilværelse. Men én ting er, at jeg vidste det og, at jeg i mit hovede var klar over de kæmpe store forandringer, vi stod overfor. Men at stå i det, sådan rent fysisk, og opleve trætheden, udmattelsen, frustrationen på kroppen, det tror jeg ikke, jeg kunne have forberedt mig på. Det er ikke sådan noget, man kan lære, fordi man læser om det, eller hører veninder tale om det. Det kan kun erfares. Dét væltede mig omkuld.
Lige så meget, som jeg kunne føle mig skubbet til det yderste, ligeså meget forbavsede det mig, at jeg aldrig havde lyst til at give op. For med moderrollen, kommer uanede kræfter, og med kærlighed til sit barn, kommer stormfloder af viljestyrke og selvopofrelse. Og med tiden kommer tålmodighed.
Da jeg blev mor til Elinor to år senere, blev det virkelig tydeligt for mig, hvor meget min tålmodighed var vokset, siden jeg blev mor for første gang. Selvfølgelig, så har der også været hårde dage, og nætter, mens Elinor var baby, men jeg kan ærligt talt ikke huske dem. Ikke på samme måde, som jeg husker den overvældende træthed og frustration, jeg oplevede som nybagt mor. De første uger som nybagt mor, testede min tåldmodighed, som intet andet. I dag ville jeg ønske, at mine små havde tiden til at putte ligeså meget hos mig, og jeg tænker tilbage på dagene med mine spædbørn med stor kærlighed, og længsel. Måske er det fordi, at jeg nu er klar over, hvordan tiden render ud af vores hænder. Måske er det fordi, at tiden går så hurtigt, at jeg ikke vil ønske den væk. Måske fordi, jeg endelig har lært, at de smukkeste ting i livet, tager tid. Det tager tid at blive tålmodig. Det tager tid at få erfaring. Det tager tid at blive mor. Det tager tid at opforstre sine børn (heldigvis).
