how motherhood changed me / part II : what feels like home
Som mødre flest, kan jeg, selvfølgelig, også blive frustreret over mine børn, over deres rod, over deres små skænderier, over ikke at kunne få fem minutters ro. Som i alle andre hjem med små børn, så er her ofte en lille smule kaos. Og før jeg blev mor, forestillede jeg mig, hvordan jeg ville valse ud af døren på caféture med veninderne, eller weekendture med min mand, uden børn, for lige at tanke op. Jeg tænkte, at jeg ville være ligesom før jeg blev mor, uafhængig, bare plus én. Og, at når vi trængte til at sove, eller tid for os selv, så ville vi sende ungerne på weekend hos bedsteforældrene. Jeg vidste så lidt.
For virkeligheden viste sig anderledes. I virkeligheden, så er jeg rigtig dårlig til at undvære mine to små børn. Her har jeg fundet en ro, og et hjem, som jeg har så svært ved at undvære. For selvom, der er kaos, så er det vores kaos. Dét vi har skabt sammen, Jacob og jeg, det er mit hjem. Pigerne er mit hjem. Og jeg er altid på usikker grund, når jeg ikke er sammen med dem, på en eller anden måde.
Jeg er rigtig, rigtig dårlig til at være væk fra dem, og har sjældent prøvet det. Jeg har aldrig rigtig kunne forklare det, og det er ikke fordi, det er en beslutning, jeg har taget. Det er ganske enkelt en følelse. Det ligger bare ikke til mig. Jeg kan ikke forklare det bedre, end, at jeg mangler dem, når jeg ikke er sammen med dem, og jeg føler, at jeg lægger et kæmpe ansvar fra mig, som jeg ikke har lyst til at lægge fra mig. Selvom det til tider kan føles så tungt. Helt ærligt, ville jeg ønske, at jeg var bedre til at være væk fra dem. Eller nærmere, at jeg var bedre til at have det okay, hvis jeg var væk en rum tid. Selvfølgelig går vi på arbejde, og til undervisning, mens pigerne er i institution. Men jeg har ikke et behov for at have en hverdag uden dem. Det er mere en nødvendighed, der en del af livet. For følelsen, når jeg går ud af døren, og skal være væk fra dem, er bare forkert. Og følelsen sætter sig i min krop, som en uro, der først forsvinder, når jeg holder pigerne i mine arme igen. Eller når jeg kan læne mig ind til Jacob.
Da Olivia var yngre, så prøvede jeg ind i mellem at tvinge mig selv væk fra hende. Jeg havde en idé om, at man jo skulle have et behov for at være væk fra sit barn. Det var mest normalt. Så gik jeg i et par timer. Med ondt i maven, og en sær, unaturlig følelse, der gjorde ondt inderst inde. Det gjorde jeg nogle gange, indtil jeg begyndte at lytte til mig selv. Og det er jo egentlig dét, der er koden i hele det her moderskab. At lytte til sig selv, til sin mavefornemmelse, og mærke efter. Hvad fungerer for mig, og hvad fungerer for os?
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at da jeg blev mor, blev jeg ramt af et følelsesmæssigt kaos. Jeg har tidligere skrevet om, hvordan dén kærlighed, og ansvarsfølelse, har kunne vælte mig omkuld. Fordi, den er så stor, så altoverskyggende, så ekstrem, og på mange måder uforståelig og uhåndgribelig. Både ganske tidligt i moderskabet, men absolut også senere, og stadig, kan den overmande mig. Men den kærlighed og følelsen af ansvar, hvor voldsomt det end har føltes, og hvor kraftigt det har kunne slå pusten ud af mig, så har det, fra mit første minut som mor, været MIT kaos. Og selvom ansvarsfølelsen kan føles tyngende, så føles det tungere for mig, at give slip på den. Om det så bare er for et par timer. For sært nok, så giver det mig en følelse af tryghed. Det er ikke fordi, det altid er en nem følelse, men jo mere, jeg lærer som mor, jo mere kan jeg identificere den, genkende den, forudse den, acceptere den, som en del af mig.
Og med tiden, så forstår jeg mere og mere, hvorfor den moderkærlighed til tider kan føles så tung. Det er følelsen af ansvar, det er en (dum) idé om utilstrækkelig, det er en følelse af at skulle præstere sit ypperste, og give alt, altid. Og så er det SÅ meget mere end det. Det er hendes små krøller i nakken, det er hendes ubegribelige, lange, sorte øjenvipper, det er de to små smilehuller bagpå hendes lille, buttede arm. Det er når hun kaster sig i min favn, og duften fra krogen af hendes lille nakke, der dufter af hjem. For jeg finder intet hjem som dem, og de er mit kaos. Og de moderfølelser, som kan føles så tunge ind i mellem, har skabt et fundament for, hvordan jeg er mor. Et fundament for, hvordan mit liv er efter dem, med dem. Og en følelse af, at de er mit tryggeste sted, ligesom jeg er deres.
