sisterhood I

Jeg har båret to piger under mit hjerte. De er begge født i september, og begge kom de stædigt til verden. Med præcis to års mellem rum.

Deres forhold er stadig kun lige begyndt at spire, men åh, hvor jeg elsker at se det vokse sig stærkt. Det sker næsten for øjnene af os.

De er som nat og dag, og de er som to dråber vand. Mine piger. De skændes om legetøjet, og råber af hinanden.

Og deres små hænder finder hinanden, når vi går på gaden, og de mødes i kys og kram, og Olivia siger ting som "Hvor er min Eli?".

Der er dage, hvor de er i symbiose, og dage, hvor de absolut ikke er. Jeg tænker, at det hele er med til at styrke deres forhold. Skænderierne, de små slåskampe. De lærer hinanden at kende på godt og ondt, lærer hinandens grænser, stædighed og styrke. De er så små, og alligevel, så er der en enorm styrke i de to. Der er ingen tvivl om, at de to hører sammen. Og når den ene en sjælden gang er væk, så leder den anden. Elis små ben tripper rundt i gangen, rundt i værelser, mens hun kalder. "Eiiiiaaaa".

Jeg havde forestillet mig, at det ville blive enormt hårdt. Altså, virkelig hårdt. Nok især, fordi jeg havde fået at vide, hele min graviditet igennem, hvor hårdt det ville blive med to små. Dobbelt så hårdt. Men så kom Eli, og hun var modstykket til alle bekymringerne. Og Oli var bare sådan en dygtig storesøster fra det første minut.

Jeg vil ikke sige, at det ikke er hårdt at have to små børn. Det er hårdt at have små børn! Og der er dage, hvor jeg nærmest ikke har kunne se, hvilken farve kaffen havde af bare træthed. Der er dage, hvor jeg inderligt har ønsket mig meget tættere på vores familie, fordi vi kun er os selv til at tage os af pigerne i hverdagene. Der er dage, hvor jeg har puttet pigerne klokken 17.30 i ren udmattelse. Mamalife, I ved.

Men jeg har aldrig syntes, at det var dobbelt så hårdt, som at have ét barn. Jeg syntes psykisk og følelsesmæssigt, at det var rigtig og hårdt, og overvældende at blive mor første gang. Anden gang havde jeg meget mere erfaring, og vores liv var allerede indrettet efter, at vi var blevet forældre. Jeg havde et langt større overblik over, hvad det krævede at have en lille baby, anden gang. Og følelsesmæssigt, kunne (og kan) jeg bedre kontrollere, og forstå den rutchebanetur, der har fulgt med, når jeg er blevet mor.

Den fysiske udmattelse, den er nemmere for mig, fordi den er håndgribelig. Den der overvældende kærlighed, der blæser mig bagover, den synes jeg faktisk kan være sværere at håndtere. Den er så ubeskrivelig stærk. Stærkere end mig, af og til.

Eli tog mig ligeså meget med storm, som Oli gjorde. I N G E N tvivl. Og hun har lært mig at løbe stærkt. Og at drikke min kaffe kold. Hun har lært mig at få overblik, og fået mig til virkelig at forstå, hvad der er vigtigt at fokusere på her i livet. For med to børn, og især med en baby som Eli, har der ikke været tid til at dvæle ved, hvad jeg har gjort rigtigt, eller forkert, og sidde og overanalysere alting, og samtidig slå mig selv oven i hovedet. Med hende har jeg også lært, at det er okay, at jeg som mor, ikke altid kan dele sol vand og lige. Og også, at det ikke er nødvendigt at dele alting lige altid. For med små børn er alt i perioder, og i nogle perioder har Eli haft mere brug for mig end Oli har. Og omvendt. Jeg har aldrig tænkt "nu slår jeg ikke til. Nu er jeg ikke nok for hende".

Og de bliver ældre de to. Og de finder hinanden mere og mere, får mere tilfælles, deres behov synkroniseres, og de to års alderforskel formindskes dag for dag. Jeg elsker det. Jeg elsker deres fælles rytme, de små lyde de begge laver i søvne, hvordan deres latter lyder ens, når vi kilder dem under halsen. Jeg elsker, hvordan Olivia henter Elinors sovekanin, når hun græder, og hvordan de begge siger "mmmmmMA", når de kysser hinanden farvel. Jeg elsker, hvordan de er som nat og dag, og samtidig så ubeskriveligt ens.

De prøver hinanden af, stjæler hinandens legetøj, skubber og hiver. Næsten så vi kan få grå hår, og andre gange så vi falder sammen af grin, fordi de er sådan nogle små tosser. På trods af deres søsterlige stridigheder, så er de alligevel altid at finde i det samme rum, den ene følger den anden. Jeg elsker, at de er et lille hold. Det er ting jeg aldrig vil glemme.

Og jeg elsker de få sekunder, jeg pludselig kan blive i tvivl om, hvis ansigt jeg sidder og aer, til øjnene lukkes, fordi deres små runde ansigter er så ens i mine hænder. De mørke øjne, de lange mørke øjenvipper, de røde, runde kinder, og den lille runde næsetip. Jeg kunne studere dem for altid og altid.