the hurt only mothers know

En middag for nogle dage siden, faldt Elinor i søvn i mine arme. Som jeg plejer, satte jeg hende på sengen, da hun skulle have sit uldtøj på, inden luren i barnevognen. Jeg havde allerede sat kaffen over, og gjort klar til at nyde roen over middagstid, mens Elinor sov. Men mens jeg pakkede Elinor ind i det varme tøj, faldt hun i søvn med hovedet mod mit bryst. Det sker så sjældent, at hun falder i søvn på den måde, men trætheden må have overmandet hende. Og pludselig var jeg kastet tilbage til engang da hun var blot få måneder gammel, og kunne falde hen, når som helst, som kun spæde børn kan.

De bliver så små, når de lukker deres små øjne, ikke? Hun lignede en lille baby med sine tykke kinder, pakket ind i uld og dyner. Så sad jeg der, og kiggede på hende, og blev ramt af den der smerte, som kun en mor kender. I ved, den der følelse, der rammer dybt inde i hjertet, som ikke er glæde, men som ikke er sorg. Den følelse, jeg får, fordi de er så smukke når de sover. Og jeg får lyst til, at de skal ligge der i mine arme for evigt, når deres krop bliver tung mod min, og jeg kan mærke, at de er tryggere end nogensinde. Og så jeg kan kigge på de lange mørke øjenvipper, og deres mørke øjne, som bevæger sig drømmende bag de tunge øjenlåg. Det er en underlig størrelse, noget helt specielt, jeg kun har følt, når jeg har kigget på mine døtre.

Den følelse, der er så svær at sætte ord på, hvor man får tårer i øjnene og halsen snørrer sig sammen, bare ved at kigge på sit barn. Det er en følelse af stolthed, og ikke mindst taknemmlighed, og en følelse af, at det bare er så, så ubegribeligt, at man er blevet velsignet med at være mor til det her lille menneske. Det er en smerte kun en mor kender.